De var unge og ubehårede og britisk accent var stadigvæk noget man havde svært ved at se meningen i, når alle andre hede mænd havde amerikansk accent. Så nej, vi lukkede os ikke inde på vores værelser med røgelse og stearinlys, da Take That i 90'erne gradvis gik i opløsning.
Men fordi sammenstød, emotionel exhibitionisme, opgør, bagtale, nedladenskab og nagbæren er noget vi er addictede til lige siden vores forældre blev skilt, kunne vi selvfølgelig ikke lade være med at registrere den personlige og ellers meget offentlige fejde bandmedlemmerne imellem. Og som tiden gik, blev drengene til mænd og vi begyndte at se det positive: hår på brystet, velsoignerede kroppe i det hele taget og...
Ja, det var vist det hele.
Så selvfølgelig skulle vi da være tilstede når "The Fab Five" skulle til at optræde sammen igen.
Så vi drog ud til et sted i Europa og vidnede et clash af en humble og uprætentiøs Take That-koncert uden Robbie, et deja vu af en flad Robbie-koncert fra for 9 år siden og en lettere kedlig "all together now"-koncert. Take That? Nej. Det bedste ved hele foranstaltningen var Pet Shop Boys.
Personligt længes vi efter den tid hvor Take That ville have været pre-act for Pet Shop Boys og ikke omvendt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar